Så startede jeg som så mange andre på en ny uge. I denne uge har jeg besluttet at øge distancen til 4km. Samtidig har jeg studeret en ny løbestil som hedder Chi-running. Det er en løbestil hvor man læner sig mere forover og lader tyngdekraften trække en fremad. Samtidig lander man på midtfoden i stedet for hælen, og man sætter også af på midtfoden istedet for tæerne. Når man mestrer Chi-running løbestilen skulle den efter sigende være yderst effektiv og meget mindre belastende for benene - specielt knæ og skinneben, men også achillessener. Du kan læse meget mere om Chi-running på Danmarks største løbeforum doUrun hvor bla. Tor Rønnow har skrevet en god artikel, som du kan læse her.
Og hvordan gik det så? Det gik vist meget godt. Der er mange ting at holde styr på og jeg koncentrerede mig om at holde armene bag kroppen samt at løbe foroverbøjet, lave midtfodslanding og have parallelle føder. Når man skal løbe med foroverbøjet krop er det meget svært at holde tempoet tilbage og på et tidspunkt løb jeg 4:22 og måtte sænke farten. Samtidig var det glat, så jeg nåede ikke rigtig at finde rytmen. Til min store overraskelse løb jeg de 4km. med 4:49 i snit mod tidligere 5:27 uden at bruge synderligt flere kræfter.
Jeg var noget øm da jeg kom hjem, så jeg tog et par ekstra sokker på og puttede sne ned mellem de 2 lag sokker. Jeg sov som sædvanlig med bukkehornsomslag og næste morgen mærkede jeg forbløffende lidt til min ømhed. Jeg er spændt på at se hvad ugen bringer.
Fortsættelse følger....
En nye uge - Chi-running??
onsdag, januar 24, 2007
Skrevet af Morten kl 22:41 | Artikler, Dagbog | Kommentarer (3) | Link
Min træningsdagbog
fredag, januar 19, 2007
Min SportTracks logfil overføres til min dagbog hver gang jeg
har været ude at løbe.
Dette betyder at min træningsdagbog altid er up to date.
Træningsdagbogen indeholder oplysninger om hvornår jeg har løbet, hvorlangt, hastighed m.m.
Klik på SportTracks logoet for at se min træningsdagbog eller klik på linket Logbog 2007 i menuen.
Skrevet af Morten kl 23:42 | Dagbog | Kommentarer (7) | Link
Bukkehornsfrø, er det min redning?
tirsdag, januar 16, 2007
Det går faktisk ganske godt 
Jeg er begyndt at spise bukkehornsfrø. 
Jeg har købt en pose knuste bukkehornsfrø i en helsebutik (ca 20,- for 250gr). Bukkehornsfrø har en kendt virkning på betændelsestilstande og kan bruges indvortes og udvortes.
Jeg spiser 2 tsk. om morgenen blandet sammen med en skål yoghurt (det smager af h-til).
Om aftenen sover jeg med et varmt omslag omkring mine achillessener. Omslaget laver jeg af 3 spsk. knuste bukkehornsfrø og ca. 4 spsk. næsten kogende vand (du skal kun bruge det halve til ét ben). Dette røres sammen til en grødmasse. Efter et par minutter, når det ikke er brandvarmt mere, former jeg grødmassen til en flad klump og lægger det i en ca. 10 cm. bred strimmel af viskestykke og vikler det omkring mine achillessener. Til at holde det på plads har jeg en alm. tennissok ud over.
Allerede efter 2 dage er jeg ikke nær så øm mere, hverken om morgenen eller når jeg trykker på senerne.
Jeg har droppet de mange trappeøvelser da jeg gang på gang konstatere, at jeg får ondt dagen efter. I stedet for bruger jeg nu 5 min. om dagen på et balancebræt.
Desuden er jeg begyndt at løbe stille og roligt ca. 3 km. af gangen 3 gange om ugen.
Skrevet af Morten kl 21:19 | Artikler, Dagbog | Kommentarer (0) | Link
Årsberetning 2006
onsdag, januar 3, 2007
Godt nytår.
Jeg havde trods min skade et godt løbeår i 2006 
Jeg gennemførte mit 2. marathon efter 9 års marathon-pause, og satte "kun" 5 minutter til. Jeg satte PR ved 10 km. (41:41) samt halv-marathon (1:30:39)
Jeg rundede 1000 km. i august - vel nok det dobbelte af hvad jeg plejer at løbe.
Det er også første gang at jeg har købt 3 par løbesko samme år - det sidste par lever dog i bedste velgående.
Mine ambitioner for 2007 er at blive 100% skadefri og komme ud at løbe med Hellas igen. Jeg løber ikke marathon i 2007 af frygt for at blive skadet igen. Hvis jeg overvinder min skade vil jeg fokusere på den halve distance.
Skrevet af Morten kl 21:39 | Dagbog | Kommentarer (0) | Link
Uge 50-52
onsdag, januar 3, 2007
I skrivende stund er der fremgang. Jeg har pt. droppet trappeøvelserne da jeg syntes at det konstant forværrede situationen.
Jeg har i juledagene omlagt min stategi mht. ro/hvile kontra genoptræning. Jeg synes efterhånden at jeg har haft hvile nok og nu skal der altså ske noget nyt. I diverse artikler har jeg læst at ved achillessenebetændelse skal man have hvile i min. 2 måneder - den akutte fase. Man må/skal gerne lave styrketræning (excentrisk) i denne periode. Derefter kan man så småt begynde genoptræningen også selvom man er øm. Styrketræning (excentrisk) anbefales stadigvæk efter den akutte periode. Det er vigtigt at man finder balancen mellem belastning og smerte. Man må intensivere belastningen sålænge at smerten ikke tiltager i styrke. Det er ligesom en stige man går op ad. Ét trin ad gangen. Hvis man i en uge med aktiv genoptræning ikke har forværret situationen, kan man intensivere belastningen (distance eller fart - aldrig begge dele samtidig) og træde et trin op ad stigen. Hvis skaden forværres, må man et trin ned igen.
Jeg har valgt at genoptage mit løb og er derfor begyndt at løbe korte langsomme ture. Jeg går 1 km. efterfulgt af 3 km. langsomt løb (5.45 min/km) efterfulgt af 1 km. gang. Dette har jeg gjort 3 gange i uge 52.
Når jeg kommer hjem stopper jeg fødderne i en spand med iskoldt vand i 15 minutter. Jeg masserer senerne 4 gange om dagen med Felden Gel.
Indtil videre synes jeg at denne opskrift har virket positivt. Jeg er stadigvæk en smule øm om morgenen, men jeg synes det er blevet bedre. Jeg er ikke nær så øm når jeg trykker på selve senerne mere, end jeg var tidligere.
Jeg håber at jeg snart kan berette Jer om noget mere spændende i min dagbog end om min skade, men jeg håber at andre kan få gavn af mine beretninger.
Skrevet af Morten kl 07:34 | Dagbog | Kommentarer (0) | Link






